Jeg kender den dejligste kvinde, som lyser et rum op, giver de vildeste kram, smiler fra sjælen og sprutter af glæde og kærlighed.

Men i skolen var det svært, og hun fik aldrig gjort sin ungdomsuddannelse færdig. Det gør hun nu, endda ikke på sit modersmål, og hun klarer det så flot. Det har jeg kæmpe respekt for.

Og sådan er det med drømme. Når de først har fundet vej til os, gemmer vi dem i vores hjerter for altid.

Nogle ændrer karaktertræk eller viser sig at ville udleves på en anden måde, end vi havde tænkt. Jeg har fx vidst længe, at jeg gerne ville eksportere nogle varer til udlandet, og flirtede i en periode med barnevognsalg til Canada, men havde jo også en drøm om at blive forfatter og endte så med at eksportere min egne fortællinger om kærlighed og hygge i børnemeditationsform til ikke blot Canada, men 20 andre lande også. Og jeg er jo kun lige begyndt. Og jeg oplever hele tiden, at nye drømme finder vej til mig.

Når vi ræser gennem livet, kan vi glemme at lytte til vores drømme. Det er lidt et samfundssyndrom i øjeblikket. Alt for mange har meldt sig ind i “De døsige drømmes klub”. Og derfor er vores stressrater eksploderet og alt for høje.

Særligt en gang om året oplever jeg hos mine klienter en akut trang til at melde sig ud af den drænende klub. Som regel er det om sommeren, når solen står højt på himlen, tiden for en stund står stille, oplevelserne vækker cellerne til live og kærligheden fylder os med energi og håb. Da giver vi ny luft til de døsige og måske endda hengemte drømme.

I august er mine coachingsamtaler anderledes end her om vinteren. I august handler de om lysten til noget andet, noget mere, noget der kommer indefra. Noget der er svært at tænke sig til, men som vi kan mærke inderst inde. Helt derinde hvor sjælen bor. For når vi slapper af, og nyder livet, vågner drømmene op af dvale og pipper – er det nu? Er det nu, du lytter til mig? Og det giver sådan en lyst til forandring.

Men hvis modet, ideerne eller passionen mangler, ryger mange direkte tilbage i hamsterhjulet og pisker igen rundt, så når vi når januar, handler coachingsamtalerne igen i grove træk om overlevelse, stress og kronisk træthed understøttet af mørket og vinterens golde tid.

Men det behøver ikke være sådan.

Vi har altid et valg.

Og vores drømme har ikke nogen udløbsdato.

De venter på os.

Når en drøm får vinger, er det min oplevelse at et nyt kuld drømme udklækkes. Og jo flere af dem, vi også giver vinger, jo lettere føles livet, for da er livet båret af drømme, der har fået vinger i himmelstrøg, vi aldrig troede, vi kunne nå, men inderst inde drømte om. For sjælen drømmer om langt mere end hamsterhjul og to biler i garagen – og den har en uendelig tro på, at vi kan udleve vores inderste håb og drømme.

Vi skal bare lytte og turde… Som kvinden jeg kender.

 

Vil du have hjælp til forandring? Er det tid til at lytte til de indre stemmer?