Af Gitte Winter Graugaard

Jeg sidder her i min stue og venter på en fotograf fra Berlingske Tidende. Kan mærke spændingen i hele min krop. Det er ikke hver dag, der lige dukker sådan en fotograf op herhjemme.

I sidste uge blev jeg ringet op af en journalist, som gerne ville høre lidt om mit arbejde med livshistorier. I min anden virksomhed Winter Kommunikation coacher jeg forfattere i skriveprocesser – og ofte er det livshistorier, mine kunder har på hjertet (red. I dag er denne tjeneste flyttet her til Room for You).

Fx coacher jeg lige nu en ung kvinde fra Voldsmose, som skriver om kærlighed, en sej Pippi-type der har sejlet på verdenshavene, og en gift kvinde der forelskede sig i en afrikansk mand på en ferie. Det er alle tre fantastiske fortællinger, de er bare ikke lige nemme at få skrevet ned. Det arbejder vi på.

Behovet for at fortælle

Journalisten fra Berlingske ville gerne høre om disse projekter. Hun havde særlig interesse i at vide, om vores behov for at fortælle vores historier er steget i takt med, at de sociale medier har gjort det nemmere at udkomme med sine fortællinger. Hun ville også gerne vide, om det for mig er terapeutisk at skrive sin livshistorie. Jeg kan svare ja til begge spørgsmål. For det er blevet meget nemmere at fortælle sin historie med de sociale medier. Flere og flere bloggere kan endda leve af, at andre følger med i deres historier. Og ja det er også terapeutisk at skrive sin livshistorie. Du ikke kan undgå at reflektere over de valg, du har truffet i livet, og hvordan de påvirker den historie, du nu vil skrive. Mange tænker også over, hvordan historien vil påvirke dem, der skal læse historien bagefter. Her er der en masse barrierer – for hvor ærlige kan vi tillade os at være uden at såre nogen omkring os?

Jeg selv har skrevet om min barndom i bogen Skumle skiderikker og lyserøde skyer, som er delvist biografi og fiktion. Jeg har også skrevet min farmors memoirs. Det er sidstnævnte journalisten nu laver en artikel om. Det projekt startede med at være et ønske for mig om at lære min farmor bedre at kende som kvinde. Min mand og jeg var lige kommet hjem efter flere år i udlandet og havde fået to små børn undervejs. Jeg stod overfor nogle store beslutninger, om hvordan jeg ville arbejde, og hvordan jeg ville prioritere min tid i forhold til familien. Jeg var nysgerrig på, om min farmor kunne give mig nogle ledetråde. Derfor kørte jeg den lange vej til Skagen 4-5 weekender over godt to år og skrev og skrev indimellem. Jeg fik en masse fine svar og min tese holdt vand. Man bliver livsklog af at leve livet.

Det bedste af det hele var dog min farmors egen reaktion på bogen. Hun blev så lykkelig for den og læste i den igen og igen. Da hun havde læst den fra ende til anden mange gange, begyndte hun at læse blot en enkelt side eller to. Siderne aktiverede hendes hukommelse, hun lod minderne flyde, kunne blive i den tid resten af dagen og genoplevede de mange gode stunder, hun har haft i sit liv. Min egen lille tese er faktisk, at sådan en livshistorie er et glimrende “demensværktøj”.

En dag spurgte jeg hende, hvilken side hun oftest læser. Med en fin lille rødmen i kinderne svarede hun “den om den gang jeg mødte din bedstefar. Så sidder jeg her i stuen og bliver helt forelsket i ham en gang til…”. Den sætning er den vildeste hjertevarmer og gjorde de mange kilometer til Skagen og timer bag computeren til en fantastisk rejse. Tænk sig, at sidde som dengang 88-årig og blive nyforelsket i sin afdøde mand igen og igen. Det er da hverdagsmagi af den helt store kaliber.

Mange flere hjerteprojekter

I mit eget liv, min coaching og undervisning arbejder jeg meget med at følge mit hjerte og lære andre at gøre det samme. Når vi gør det og skaber hjerteprojekter er belønningen ofte LANGT større, end når vi får belønninger i hjernen. Hjertets magnetiske felt er mange tusinde gange større end hjernens, og derfor får vi den her helt vidunderlige følelse, når vi mærker hjertet helt igennem. Jeg har ikke tjent en krone på den bog, men hjertevarmen er så stor, at den langt overstiger cool cash. Det er en vidunderlig følelse, og jeg glæder mig allerede til næste hjerteprojekt.

Lad denne fortælling være en opfordring til jer alle om at lave mange flere hjerteprojekter. Få skrevet din eller dine næres livshistorie ned og lad det være en hyldest til min søde vise farmor, som stadig lever – nu med 90 somre. Husk at også DIN historie er vigtig.

Artiklen kommer – om alt går vel med den forestående fotoseance – i lørdagssektionen i Berlingske Tidende på lørdag d. 31. januar 2015. Du er hjertelig velkommen til at læse med.

Opfølgning:

Artiklen kom i Berlingske Tidende d. 31.1. 2015. Du kan læse den her.

»Tænk, hvis min farmor nåede at dø«

avis_farmor1

Gem

Gem

Gem

Vi du have hjælp til at skrive en livshistorie?