HjeÅhh, hvilken morgenstund. Morgenens balancering af en fantastisk kvinde har sat sine spor i mig. Mens jeg kører mod Kbh i toget, fyldes jeg af en enorm glæde og taknemmelighed for at kende til energiarbejdet, som gang på gang viser vejen frem for mine klienter.

Energien arbejder hurtigere, end vi mentalt kan forstå, og når vi dykker ind i den i meditationer, kan vi få de smukkeste svar på vores potentiale, vision, livsformål. Vi kan måske få lov at se vores sjæleliv, hjertelys og så meget mere. Jeg elsker coaching, men må bare igen og igen sande, at vi når dybere ned, når vi laver energiarbejde sammen med coaching. Tak, fordi jeg får lov at se med ind i jeres uendelige muligheder og ser jeres indre skønhed, som er eventyrlig og magisk. Det er da så mega vildt et arbejde at have.

 

I dag har vi været på besøg i en fortryllende skov. Kvinden jeg har hjulpet ind i sin meditation ønskede vejvisning. Hun ville gerne se dybere ind i sit potentiale og ville åbne op til sit klarsyn. Hun var klar til de næste skridt.

Efter det indledende energiarbejde, hvor vi finder ro og renser ud i fortættede energier, sad vi pludselig i en lysning i en skov tæt på, hvor kvinden arbejder. Lyset var lilla og meget intenst. Det giver mening, når vi arbejder med det dybere syn, som vi forbinder med det tredje øje – det 6. chakra, som netop har farven lilla. 

Kvinden sad ved sit lille hus i skoven. Et hus hun brændende ønsker sig. I meditationen havde hun det. Vi er ofte langt længere fremme i meditationerne end i virkeligheden, og derfor føles det som om vi ser ind i fremtiden. Det gør vi på en vis også, men jeg opfatter det i virkeligheden som flerdimensionelt. 

Da vi havde siddet lidt, kom de, hjælperne. Først kom uglen, så kom ræven, så pindsvinet, hjortene og siden duerne med budskaber til hende. Åh så fint. Noget falder på plads i mig ved at se disse væsener. Vi er så optaget af at søge mod Østen for de vise svar, alt i mens vores egne kraftdyr her fra Skandinavien bærer en visdom endnu så fin. Den skal vi være bedre til at lægge mærke til og forbinde os til. 

Da kvinden havde modtaget deres visdom og gaver, kom alle de mange sjæle, hun ønsker at hjælpe gående i små flokke ind i lysningen. Åhh, man ville ønske man kunne blive lige der for evigt. Det var så smukt, fint og rent. Man havde helt lyst til at græde. Det var sådan helt Ronja Røverdatter agtigt. Sådan føles det ofte, når hjertets budskaber høres og ses. Det er enormt smukt og giver enorm mening. Hjertet synger.