En lille historie om store drømme…

Vi er nu kommet til Dunedin, New Zealand på vores skønne familieorlov. Jeg har lige et par timer for mig selv på en lækker cafe ved vandet, mens børnene og deres far læser lektier. Så jeg fik lyst til at skrive til jer om det med at drømme – og forfølge vores drømme. Og blive ved, selvom det er svært nogle gange… Efter tre uger i en campervan er to timer alene på en cafe nu også ret så luksus….

Her I Dunedin læste jeg et semester på min Cand. Merc. IB for 17 år siden (hvor bliver tiden dog af???). Det er så sjovt, nostalgisk og tankevækkende at være tilbage. Jeg brugte det meste af dagen i går på at tale med mine piger om at gribe de muligheder, de får, for at læse og arbejde i udlandet.

Jeg har selv boet i syv forskellige lande (USA ’93, Schweiz ’97, Frankrig ’98-99, New Zealand ’03, Australien ’04, Kroatien ’05-07 og Canada ’07-09 ) og husker de år i udlandet som de bedste i mit liv. Det er som om sanserne står mere åbne, når man bor ude, og man dermed også sanser og forstår livet bedre. Det mærker jeg også på denne tur, hvor vi igen har fået luft under vingerne og storelsker at toure rundt i New Zealand i en campervan. Sikke oplevelser vi får…. Hver dag siger vi mindst ti gange: – Ej prøv lige at se, hvor smukt her er!!!

Denne tur til New Zealand, Australien og Nepal er en stor drøm for os som familie at udleve. Min mand friede til mig på toppen af et bjerg hernede for 17 år siden, og nu viser vi  vores dejlige piger rundt og oplever en masse sammen. Her er den vildeste natur. Jeg har helt glemt, hvor fantastisk et land New Zealand er. Varm anbefaling herfra.

Tilbage til det med drømmene…

I 2003, da jeg læste hernede, blev jeg venner med Greg Lewis, som var en ung håbefuld kunstner (greglewis.co.nz). Han drømte om en dag at kunne leve af sin kunst. I går gik jeg forbi et fornemt galleri her i byen og så et maleri hænge på væggen. Jeg tænkte, at det måtte være hans…. Han malede allerede dengang billeder fra 2. verdenskrig. Det var hans! Et original Greg Lewis! Og det var til salg til 9500 NZ$ (omkring 42000 DKK)! Lige der hoppede mit hjerte et hak, fordi jeg huskede tilbage på den gang hans drøm var så levende, men alligevel så langt væk. I sidste uge havde galleriet solgt et lignende billede af Greg til en amerikansk turist, der så det i vinduet og forelskede sig i det.

Men universet var ikke helt færdig med at vise mig tegn…

For tidligere på morgenen var dette sket… Og nu begyndte jeg at se et mønster…

Greg var venner med Tim Chapman, som var bror til en af mine andre venner hernede, Chris. Tim er også kunstner og slog allerede dengang delvist i gennem. I går morges fandt vi et lille lækkert risteri i en industripark, hvor vores camper lige skulle fikses lidt. Det er et stykke uden for byen – har aldrig været der før. På væggen i risteriet hang et super cool maleri. Jeg gik tættere på og så, at det var en Tim Chapman original. What are the odds? Jeg kendte til to håbefulde kunstnere i denne by og finder – 17 år senere – samme dag – ’tilfældigvis’ – begge hængende som bevis for deres succes – totalt by chance (eller???)….

I ved, hvad jeg mener om ikke tilfældige tilfældigheder…. Når universet sender os massiv synkronisitet ud af det blå, skal vi være vågne, lytte og lære – og forstå at vi er på rette vej. Så jeg blev meget vågen lige der… 

Jeg blev glad på Greg og Tims vegne, men mærkede også lige der et budskab om at holde fast i mine egne drømme og gå flere mil for at sprede mine budskaber om at skabe kontakt til vores hjerter – voksne som børn.

Når jeg deler det med dig, er det fordi jeg ved at mange af jer, der følger med her også går med store drømme indeni. Jeg ved også, at du tror på dem. Ellers ville du ikke være nået til min side her. For det jeg gør mest med mine klienter i Room for You regi er at skrue op for drømme og hjælpe med at udleve dem. Men tror du nok? Går du langt nok for dem? Bliver du ved? 

Bliver jeg ved? Tror jeg nok på mine drømme? 

Lige inden vi tog af sted var jeg frustreret og for første gang længe i tvivl om min vej frem. Jeg havde brugt det meste af 2019 på at slå igennem med Børnemeditationerne I mit hjerte internationalt. ’19 var på mange måder et vildt år med TEDx, norsk udgivelse af I mit hjerte, en international award som en af ” the top 10 healers of 2019“, GLAE, Lysfest, Folkemøde og masser af andet virkeligt spændende. Men hvordan slår man igennem internationalt? Det er jo mega svært, og der er så meget jeg ikke ved. Så mange udgifter, valg og muligheder. Målet er så tæt på og alligevel så langt væk. en samarbejdspartner havde lovet mig guld og grønne skove, men leverede ikke. Jeg var skuffet helt ind i knoglerne. Det er så svært ikke at fare vild, når man er på så vild en rejse. Måske for jeg lidt vild i slutningen af året. Det føltes som en blindgyde…

Så da orloven nærmede sig, kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at få det hele lidt på afstand. Jeg sad med en rigtig god veninde et par aftener inden vi rejste og sagde, at jeg for første gang længe følte mig i tvivl og ikke vidste, hvilken vej jeg skulle gå. Hun grinede sødt til mig og sagde, at det var helt rart at se, at også jeg kan tvivle. Selvfølgelig kan jeg tvivle, men jeg ved også meget ofte, hvad vej jeg skal gå. For mit hjerte fortæller mig det. Men ikke lige der…. Og når jeg farer vild, som jeg følte jeg gjorde i slutningen af 2019 med min internationalisering kan jeg så let tænke – jeg kan ikke, jeg har ikke det, der skal til, det er et en illusion – et luftkastel. Min veninde gav mig en pebtalk og en kæmpe krammer og sagde: “Hold fast i dine drømme – du er på rette vej”. De ord tog jeg med mig, og fløj på eventyr med min familie.

Energien kommer tilbage… 

Under titusind stjerner med lejrbål og fuldmåne, ved de vildeste solnedgange bag det Tasmanske Ocean med Sydpolen next stop, på vandring i de smukkeste bjerge med sne på toppen, camping ved de smukkeste søer, med inspiration fra fjerne himmelstrøg, masser af søvn om natten (ni timer hver nat i tre uger gør underværker), sol i kinderne, og frisk luft i lungerne – kom kræfterne tilbage og har fyldt mig op med god energi. Og da først kroppen var genopladet – var det let at forbinde kroppen til hjertet og mærke drømmene blusse igen.

Når kroppen og hjertet taler sammen, ved jeg af erfaring, at min hjerne hitter ud af det før eller siden. Jeg fokuserer på mine hjælpere, som jeg heldigvis har mange af. Forbinder mig til naturen, til universet, til mit livsformål.

Lige nu ved jeg også, at det ikke behøver gå så hurtigt det hele. For jeg har alle intensioner om at nyde rejsen på vejen derhen – og dyrke drømmene op i en høj vibration undervejs. Nu vil jeg holde øje med flere tegn på min vej og se det hele lidt ovenfra. Så ser vi hvad der sker… Det kan kun blive godt. Og i går viste universet mig med de to kunstnere, at jeg også som forfatter kan udleve min kreativitet og bringe mine budskaber langt ud i verden.

And so can you !  Roger over – take care – keep on believing – you (we) are going to make it….

Nu vil jeg gå tilbage til camperen og finde min familie og tale med mine børn og min mand om at turde drømme store drømme, forfølge dem og blive ved, selv når vejen er lidt snoet. For vi ved aldrig, hvad der kommer rundt om næste hjørne. Hvad New Zealand viser os så fint er, at det bliver et smukt syn, når blot vi lytter til vores hjerter og udlever vores passion. For det er rejsen til målet, der afspejles i livet, der er levet. Målet vil altid flytte sig. Sådan er det for os mennesker. Vi finder bare nye højder. Så venter vi med at leve til vi kommer i mål, går vi glip af livet.

Time flies – but you are the pilot!